Det vestlige samfund har inden for de seneste årtier været præget af en tendens til i høj grad at fokuserer på det individuelle, og det er ofte sket på bekostning af sociale fællesskaber. Egenskaber som konkurrenceevne, egenrådighed, handlekraft og ansvar for egne handlinger prioriteres højt, og i den forbindelse er der ikke plads til andre. Men fællesskabet har altid været en nødvendighed for mennesket. Tidligere var det en primær forudsætning for overlevelse, og desuden er det her vi udvikler (sociale) færdigheder, selvforståelse og forståelse for andre.
Vi vil i denne opgave skrive om, hvordan samspil kan bruges som pædagogisk redskab til at skabe og udvikle fællesskaber.
Hvordan kan musik bruges som pædagogisk redskab i arbejdet med psykisk syge for at udvikle sociale fællesskaber?
Vi har valgt
psykisk syge i socialpsykiatrien (dagtilbud), som vores målgruppe. Vi vil skrive meget bredt om psykisk syge (og ikke om en
mere specifik gruppe som f.eks. skizofrene), fordi det er denne brede
brugergruppe vi vil møde i den socialpsykiatriske institution. Selvom der
findes mange forskellige former for fællesskaber, vil vi koncentrere os om
musikfællesskaber, og hvordan vi kan skabe rammerne for udvikling af disse.
Opgaven er inddelt i tre hovedafsnit, der
tager udgangspunkt i mål, metode og redskab.
Vores mål er, at etablere/danne fællesskaber. Her vil vi bearbejde
begrebet fællesskab ved at sætte det i historisk og samfundsmæssigt perspektiv,
og derved anskueliggøre dets betydning for mennesket. Derefter sættes
fællesskaber i forhold til psykisk syge.
Metoden er ”det fælles tredje”, som vi vil belyse ud fra den danske psykolog og
debattør Benny Lihme, der med inspiration fra den brasilianske pædagog Paolo
Freire, har udviklet denne teori.
Redskabet til at nå ”det fælles tredje” er musik (her samspil). Her vil vi belyse,
hvad samspil kræver og giver deltagerne. Derefter vil vi komme med eksempler på
forskellige slags samspilsforløb. Den ultimative musikoplevelse vil vi beskrive
ud fra den ungarske psykolog Mihaly Csikszentmihalyi’s teori om begrebet
”flow”. Denne vil vi koble med den danske musikpædagog Leif Falk’s begreb ”at
swinge”.
Pædagogens rolle og didaktiske overvejelser beskrives løbende gennem
opgaven. Bilag 1 viser nogle af de didaktiske overvejelser, vi har gjort os i
forbindelse med vores musikforløb.
Samspil: musikaktivitet, hvor to eller flere deltagere er fælles om at
skabe musik.
Stomp: rytmer/musik på alternative former for instrumenter, der kan
findes i hverdagen (f.eks.
koste, stokke,
skraldeposer o.l.).
Mennesket har altid været (og er stadig)
afhængig af fællesskaber. Tidligere var fællesskab en decideret nødvendighed
for menneskets overlevelse, og urmenneskerne organiserede sig i klaner for
opretholdelse af liv (beskyttelse mod vilde dyr og andre klaner, jagede og skaffede
anden mad, reproduktion). Man var afhængig af hinanden på liv og død.
Senere bestod fællesskabet af storfamilier,
hvor flere generationer boede sammen, og hvor værdier, normer, erhverv og
social status gik i arv fra generation til generation. Op gennem tiderne har
mennesket altså holdt sammen i flokke/fællesskaber, og helt frem til slutningen
af feudaltiden, var fællesskabet en tvungen nødvendighed for de fleste. Men i
takt med samfundsudviklingen ændrede fællesskabsbegrebet sig også. Den
industrielle revolution i slutningen af 1800-tallet medførte en øget
urbanisering, og dermed løsrivelse fra de traditionelle storfamilier (Haue,
1980, side 12-14 & Jacobsen, 2002, side 28, 34). Overgangen fra det
traditionelle til det moderne samfund beskriver sociologen Ferdinand Tönnies
(1855-1936) som en overgang fra et
fællesskab til et samfund (Jacobsen, 2002, s. 31).
Senere bevirkede højkonjunkturen i 1960’erne økonomisk uafhængighed, og en øget
offentlig sektor, der gav borgerne et økonomisk sikkerhedsnet (eks. bistand og
folkepension) (Haue, 1980, side 257-261, 313). Fællesskabet var/er ikke længere
udelukkende en økonomisk og fysisk nødvendighed, men vigtig for den mentale udvikling.
De tidligere tvungne/nødvendige fællesskaber,
der ofte var livsvarige relationer, er i dag frivillige og ofte midlertidige.
Denne udvikling har medført, at vi kommer til at mangle nogle af de kvaliteter,
der unægtelig udspringer af gode fællesskaber (bl.a. samhørighed og
tilhørsforhold). Der findes flere forskellige former for fællesskaber. Nogle
bunder i tætte relationer, mens andre er mere overfladiske.
For at psykisk syge kan udvikle fællesskaber,
stiller samfundet nogle rammer til rådighed i form af økonomisk støtte og
diverse dagtilbud (eks. væresteder og aktivitetshuse). Trods disse rammer kan
psykisk syge dog have svært ved at udnytte mulighederne for at skabe, udvikle
og vedligeholde relationer. Dette kan skyldes, at de bl.a. ofte har en lav
selvværdsfølelse, og derfor har svært ved at tage kontakt til andre mennesker.
Vores mål er, at udvikle et fællesskab, hvor
den enkelte kan opleve at blive set og hørt (udvikle øget selvværd), samt at
være en del af en helhed, og derigennem føle samhørighed. For at opnå dette har
pædagogen nogle metoder og redskaber til rådighed. Næste afsnit omhandler
metoden ”det fælles tredje” med musik, som redskab.
Lihme anvender ”det fælles tredje” til at
beskrive den pædagogiske praksis, som ”en
tre-leddet størrelse, hvor den fælles tredje ligger udenfor de to andre led,
som et sagsforhold disse to led kan mødes igennem” (Lihme, 1988, side 125).
Omdrejningspunktet er relationen i handlingen. Derved flyttes fokus væk fra
brugerens problemer – over til brugerens ressourcer ”Hvad kan jeg bidrage med
til fællesskabet?”. Dette er et subjekt-subjekt forhold, der medfører et
ligeværdigt forhold mellem parterne (Kirk, 2001, side 27-30). Et af grundprincipperne
i ”det fælles tredje” er, at det man er fælles om (sagsforholdet), har alles
interesse. En forudsætning for et udbytterigt ”fælles tredje” er nemlig
involvering/motivation, der kræver, at emnet interesserer alle involverede
parter. Uden interesse, ingen motivation (Lihme, 1988, side 125). I nogle
situationer kommer denne proces helt naturligt, og i andre kan det være
nødvendigt, at pædagogen søger efter en fællesnævner. I arbejdet med psykisk
syge kan det til tider være mere eller mindre besværligt, at finde en
fællesnævner. Det kan bl.a. være pga., at brugeren lider af autistiske træk,
som dermed kan gøre det svært at identificere dennes interesser. Eller brugeren
kan i længere perioder være meget psykotisk, og dermed svær at nå med tidligere
interesser.
En god måde at skabe et ”fælles tredje” kan
være gennem musikaktiviteter (herunder samspil). Gade Nielsen (1996) beskriver
bl.a. følgende fordele: minimerer sociale forskelle mellem deltagerne; skaber
nye rum, der nedtoner klientgørelse og kontrol; personlige erfaringer overføres
til generelle problemstillinger; giver mulighed for på egne betingelser at
reflektere over oplevelser og muligheder; ansvar for aktiviteten fremmer
forståelsen for samarbejdet og hensynets nødvendighed (Kirk, 2001, side 27).
Derved opnås både individuelle og sociale fordele. Gennem samspil får brugerne
redskaber til at omgås andre mennesker. De kan her have et trygt sted, hvor de
kan udforske samfundets sociale normer og regler. Derudover kan glæden ved
samarbejdet og samværet medføre udvikling af nye relationer mellem de
involverede parter.
”Samspil er en nærværende måde, at være til
stede på: Følelser, holdninger og tanker omsat til en fortælling i lyd” (Kirk, 2001, side 129).
Samspil giver mange forskellige former for
udbytte til deltagerne både individuelt og socialt (Kirk, 2001, side 28-31).
På det individuelle plan kan musik
frembringe minder og følelser, eller problemer, følelser og tanker kan
bearbejdes. Desuden kan man gennem musikken afprøve forskellige roller. Alle
har en funktion og er uundværlig for helheden. Dette medfører også en vis
forpligtelse overfor de andre i fællesskabet. Lav social status kan ændres ved,
at vedkommende gennem samspil får vist gruppen andre (nye) sider af sig selv. Brugeren
kan opleve at være ”synlig”, skabende, medbestemmende og kreativ (Kirk, 2001,
side 171-173).
Socialt medfører samspil, at deltagerne tager ansvar for hinanden og det fælles
produkt, er lydhøre overfor hinanden og føler sejren i fællesskabet, når tingene
lykkes. Musikaktiviteter kræver tolerance, humor, respekt og forståelse for
hinandens forskelligheder, samt evnen til at kunne samarbejde (Kirk, 2001, side
171-172 og 200). Oplevelse af fællesskab med de andre deltagere kan resultere i
følelsen af, at have et tilhørsforhold, og dette kan række udover selve
samspilssituationen (Kirk, 2001, side 200). ”Musikken
er enestående som samlende socialiserings faktor” (Falk, 2001, side 95).
Der findes flere forskellige
former for samspil. Her kan bl.a. nævnes band, trommegruppe, sambaoptog, stomp.
Samspillet skal vælges ud fra det, der interesserer brugergruppen, så det
danner grundlag for ”et fælles tredje” og dermed et godt fællesskab (se forrige
afsnit). Falk karakteriserer
rytmisk musik ved, at det skabes af musikeren. Musikken sætter gang i bevægelse
og dermed aktiv deltagelse. Ved rytmisk musik giver den enkelte noget til
fællesskabet. Der opstår et ligeværdigt forhold mellem de deltagende, da alle i
situationen både giver og modtager (Falk, 2001, side 35-39).
En god måde at forberede et
projekt på, kunne være at skematisere de didaktiske overvejelser (se bilag 1).
Dette kan overskueliggøre projektets formål, metode og forberedelser, så
pædagogen fastholder overblikket og sin faglighed gennem hele projektet. Pædagogen
er skaber af de gode rammer for projektet, og må ikke glemme denne rolle. Pædagogen skal både sætte i gang, undervise,
have overblik og selv spille med (Kirk, 2001, side 199). Ved musikaktiviteter
er det pædagogens opgave, at give deltagerne mod til at udtrykke sig og udvikle
tillid til egen formåen (Kirk, 2001, side 166). Der skal udvises engagement,
nærvær og mod til at slå sig løs, og det der gives ud kommer ofte mangfoldigt
tilbage. Aktiviteten skal desuden tilpasses den aktuelle deltagergruppes
færdigheder (Kirk, 2001, side 168). Pædagogens
didaktiske overvejelser kan også bruges som dokumentation for arbejdet (f.eks. i
institutionens virksomhedsplan eller diverse handleplaner).
Der er forskellige fordele og
ulemper sammensat med de forskellige former for samspil. Har institutionen
f.eks. få ressourcer og intet musiklokale, kunne stomp være god løsning for
alligevel at inddrage musik i den pædagogiske praksis. Er kun to brugere
interesseret i at lave musik, kan pædagogen lære dem at spille firhændigt
klaver. Firhændigt klaver er sjovt og kræver et godt samarbejde. Nodehæfter kan
anskaffes i forskellige sværhedsgrader, så selvom de to deltagere ikke kan
spille klaver i forvejen, er det ingen hindring, såfremt lysten er der. Har
institutionen et musiklokale med nogle forskellige instrumenter, kan pædagogen
lave samspil i den mere klassiske form, nemlig ved at danne et band. Dette
kræver, at pædagogen i sine didaktiske overvejelser inddrager spørgsmålet om
egne musikalske evner. Hvis pædagogen ikke kan spille guitar, bas eller
trommer, og ingen af deltagerne kan spille på et instrument, vil
sandsynligheden for at projektet bliver en succes ikke være ret stor. Hvis de
fleste af deltagerne derimod kan spille på et instrument, vil det ikke være af
større betydning.
Flere af værestederne og aktivitetshusene i Ribe Amt
har bands, som spiller til forskellige arrangementer og for hinanden (f.eks.
Løvfaldsfestival 2003 og Birkevangfestival 2004).
Psykisk syge har, som tidligere
nævnt, ofte et lavt selvværd, det er derfor vigtigt, at der i samspillet
fokuseres på, hvad de forskellige individer kan og ikke på, hvad de ikke kan. Samspil med psykisk syge bør have fokus på
processen frem for produktet. Det behøver ikke lyde godt, bare det føles godt. Musikalske handlinger kan nemlig have
erkendelsesmæssig betydning for det enkelte menneske, uden at produktet har det
for andre (Fredens, 2001, side 192). Målet med
samspillet er at danne fællesskab og gode oplevelser for brugerne, og ikke at
danne en ny rockgruppe til det danske samfund.
Den største oplevelse vi kan give
brugerne gennem et musikforløb, er følelsen af ”flow”. Csikszentmihalyi (1991,
s. 91) beskriver begrebet ”flow”, som:
”En fornemmelse af
at ens færdigheder står i passende forhold til de foreliggende udfordringer i
et målrettet, regelstyret handlingssystem, der afgiver tydelige signaler om,
hvor godt man klarer opgaven. Koncentrationen er så intens, at der ikke er
nogen opmærksomhed tilovers til at tænke på noget uvedkommende eller bekymre
sig om problemer. Bevidstheden om selvet forsvinder, og tidsfornemmelsen ændres”.
Flow er optimaloplevelsen, som
gør, at vi for en tid glemmer tid og sted, for at leve 100 % i nuet. Nærmest en
euforisk tilstand, der virker sanseudviklende og -stimulerende. Flow kan i
princippet opstå i alle slags aktiviteter og gøremål, men nogle aktiviteter er særligt
egnede. Her nævner Csikszentmihalyi bl.a. musik, og begrunder det med, at musik
har regler, krav til udvikling af færdigheder, giver feedback og gør styring
muligt (Csikszentmihalyi, 1991, s. 91). Flow er ikke noget pædagogen kan
fremkalde hos brugerne og kan umuligt garanteres. Det er forskelligt fra person
til person, hvad der skal til for at komme i en flow-tilstand. Pædagogen kan
sørge for, at rammerne for ”flow” er til stede, men målet for aktiviteten bør
være samværet og fællesskabet for brugerne, og ”flow” den ultimative
sidegevinst. Vigtige forudsætninger for ”flow” er: at aktiviteten er simpel og
tilpasset målgruppen; engagement fra pædagogen og deltagerne; samt forskellige
didaktiske overvejelser. Forhindringer for ”flow” kan bl.a. være: forkerte
rammer, dumme bemærkninger, tidspres, utryghed/hæmninger, for svært for
deltagerne og forstyrrelser.
Vi er i Falk’s bog ”Indianerdansen” stødt på begrebet ”at
swinge”, der har mange ligheder med begrebet ”flow”. Falk (2001, side 39) beskriver
begrebet som: ”manifestationen af
menneskers samvær. Vi oplever, at vi kan noget sammen. Dermed har vi muligheden
for at få den oplevelse, at noget bare fungerer: swinger”.
Som vi ser det, er ”flow” en tilstand, der er
enten eller. Enten er man i ”flow” eller også er man ikke. Begrebet ”at swinge”
er derimod mere nuanceret, og kan inddeles i flere niveau.
Vi er nået frem til, at
fællesskaber er vigtige for at danne relationer. I dag er fællesskaber ikke
længere givet på forhånd, men noget man selv skal opsøge. Dette kan være
særligt svært for den psykisk syge bruger, der ofte ikke har selvværdet til at
tage dette skridt. Ved at tilbyde og tage udgangspunkt i musik på de
socialpsykiatriske institutioner, er der store muligheder for at opnå et ”fælles
tredje”, som kan danne grobund for et fællesskab. Gennem musik får brugerne
mulighed for at lave noget, der ikke handler om deres sygdom. På samme tid har
udøvelsen af musik den unikke kvalitet, at man her kan udtrykke sig uden ord.
Vi bakker op om antagelsen af, at musik er følelsernes sprog. Efter brugerne
har deltaget i musikaktiviteten kan dette være et godt samtaleemne. De har nu
noget til fælles, der ikke har med deres sygdom at gøre, og som de kan være
stolte af. Om brugerne vælger at fortsætte den kontakt, der er blevet etableret
gennem musikfællesskabet, er selvfølgelig op til dem selv. Pædagogen kan åbne
døren til fællesskabet, men det er op til den enkelte bruger, at tage skridtet
gennem døren.
Samspil, som pædagogisk redskab kan også bruges i andre sammenhænge med voksne. Blandt andet kan nævnes: forældrearrangementer, personalemøder, ældreplejen, klubber og udviklingshæmmede.
Indholdsfortegnelse
Litteraturliste
Bilag 1: Didaktiske overvejelser i forbindelse med musikforløb